Tilbage i De Unge Mødre?

Jeg får ofte spørgsmålet: “skal I være med i De unge mødre igen?”, og jeg ville ønske, at jeg kunne svare ja. Jeg nød virkelig at deltage og både de to tilrettelæggere jeg har haft og de forskellige fotografer var helt ekstremt søde og forstående mennesker. Pigerne var glade for det og efter vi stoppede spurgte Milla faktisk i lang tid ind til: ”hvornår manden og damen kom tilbage?”.

Man får rigtig hurtigt et godt forhold til hinanden og især til sidst åbnede jeg mig meget op. Langt mere end jeg tidligere havde gjort, da jeg pludselig kun var mig selv med pigerne. Jeg følte mig rigtig godt tilpas med det at skulle på skærmen, selvom det kan være pisse svært at være bag kameraet. Ofte skulle spørgsmålene stilles 5 gange før jeg fik mig formuleret ordentligt før det blev bare nogenlunde til at forstå for seerne. Det var svært – for hvad er egentlig okay at sige højt i en situation, hvor man lige er blevet enlig mor og der selvfølgelig er en masse private ting der spiller ind og en hel masse følelser der stadig er i klemme?

Vi kommer desværre ikke tilbage i programmet, da pigernes far ikke ønsker, at de skal deltage længere og det accepterer jeg selvfølgelig. Så kan jeg synes det er nok så ærgerligt, men det er sådan det er. Jeg gik ind til det med den indstilling, at det ikke kun var for at lave en sæson eller to, men nogle gange tager livet altså bare nogle uventede drejninger og så må man leve med de konsekvenser, der kommer ud af det – store som små.

Men hvorfor kan Milo, Mikal og jeg så ikke bare deltage? Og hvis det dog bare var så nemt, men det ville virke helt underligt og unaturligt, da det jo på en måde kun er halvdelen af vores liv der bliver fortalt så. Programmet skal være så ægte som muligt – selvfølgelig kan der være ting man ikke har lyst til at tale om på tv. Men Milla og Melia kan altså ikke bare undlades. Vi ville aldrig kunne nævne dem og så kunne der kun filmes de dage, hvor de er hos deres far, hvilket på ingen måde ville være ægte. Selv hvis det var muligt at gøre på den måde ville jeg aldrig nogensinde gøre det, da det simpelthen ville være for underligt og jeg ville have en følelse af, at jeg udelukkede dem. Det ville jo ikke være vores fuldkomne hverdag som familie seerne så ville følge og hvad får man ud af en halv historie?